Artikler

STEVNS FRILUFTSSCENE ØNSKER GODT NYTÅR

Nu hvor kalenderlyset er brændt ud, og 2017 nærmer sig med hastige skridt er det på tide med en lille nytårshilsen fra Stevns Friluftsscene.

Vi kom allerede så småt i gang med musikken til Cassiopeia sidst i efteråret 2015. Så alle var klar til læseprøverne i januar, under Anna’s instruktion. Igen i år var musikken blevet skabt udefra af Nikolaj Skaaning og Lars Juul stod for indspilning og afviklingen i lydhuset. Det var et sjovt stykke, med alle de gamle kendte sange. En munter øvetid. Men også et stort arbejde for alle involverede, både på og i den grad bag scenen. Der skulle jo være græske søjler og trappe til det himmelblå. Og komponisten kunne jo ikke komponere uden et flygel. Kostumeafdelingen havde også nok at se til, fra store festkjoler til Zeus’ lagner. De sidste dage i juni, først i juli løb det hele så af stablen. Mange positive tilkendegivelser om et flot stykke og nok Danmarks bedste æbleskiver, nænsomt bagt i køkkenteltet.  Dog måtte et større antal publikummer gerne have lagt vejen forbi de smukke omgivelser i Boestofte.

Det blev også til lidt arrangementer uden for huset.
Sophie fremførte sange fra Mød mig på Cassiopeia ved Frivillighedcenterets nytårskur.
Et lille hold sangere, en pianist og en lydmand tog til Andelsvaskerifondens jubilæumsuddeling og underholdte med sange fra tidligere stykker, samt en lille smagsprøve på Cassiopeia. Vi var så heldige også at modtage en donation fra Vaskerifonden.
I maj drog en delegation fra juleholdet ’15 helt til Frederikssund for at fremføre dele fra juleshowet til Vikingernes Idræt og kulturfestival. Hvor temaet netop var jul.

Henover efteråret tog vi fat på juleunderholdningen. Vi var hyret til Pensionistforeningens julefrokost på Harmonien. Og desuden stod vi selv for to opførsler. Det var et helt ny skrevet stykke af Sophie og Brian, der samlede op der hvor sidste år slap. Julemandens kone skulle igennem nyfortolkede eventyr og sange findes, så det igen kunne blive jul. Med hjælp fra nisser, sufflør, de tre vise mænd, kameler og andre skønne figurer fra eventyrenes verden lykkedes det. Vi nød godt af Harmoniens gæstfrihed og Harrys gode mad, idet forestillingerne var med spisning. Dog kunne et større publikum have været dejligt. 

Vi bestemte os for med hjælp fra forslagskassen at sommerstykket 2017 skal være Sommer i Tyrol.
Til at instruere har vi valgt et ansigt udefra. Jens Damsager Hansen vil stå for instruktionen. Jens har gennem de sidste 20 år arbejdet med amatørteater, og han har faktisk sat Sommer i Tyrol op før, og vi har også spillet den tilbage i 2000. Så dette samarbejde glæder vi os meget til.
Vi har allerede stiftet bekendtskab med Jens.  En workshop med teaterlege og sang sidst i november.
Dette foregik på den gamle Boestofteskole, som Gymnastikefterskolen Stevns ejer. Det vil fremover også være der hvor vi skal øve, inden vejret igen tillader os at være ude på amfiscenen. Det er skønne lokaler i fredelige omgivelser.

I ønskes alle et godt lykkebringende nytår, og tak for de mange skønne timer i 2016. 

P.b.v.

Lars Fridberg Nielsen