Bestyrelsens beretning til ordinær generalforsamling i SFS d. 28/2/17:

 

Så er endnu et år i Stevns Friluftsscene gået, og hvilket år! Et begivenhedsrigt år præget af store produktioner med store ambitioner og armbevægelser, hvor barren var sat højt, udskiftning i bestyrelsen og et formandsskifte med alt, hvad dertil hører, flere ”små” underholdningsarrangementer, nogle ovenikøbet betalte, og flere nye tiltag, både for publikum og for medlemmer. Der har været rigeligt at tage fat på, og vi har ikke kedet os. Som min mor så pænt udtrykte det: ”Tænk, hvis du fik penge for det”. Ja, nogle gange er det ”farligt” at have en mening og give udtryk for den! Men jeg har meget på hjerte, ellers var jeg vel heller ikke den rette til at stå hér nu, så sæt jer godt til rette og slå ørerne ud. Brian var endda så fræk at foreslå, at jeg skulle kontakte Anna for lån af den meget omtalte bog ”Kunsten at fatte sig i korthed”.

Året startede med en lille underholdning til nytårskur i det nyåbnede ”Stevns Frivillighedscenter” ved undertegnet, der gav et par numre fra ”Mød mig på Cassiopeia”. I modsætning til tidligere skete dette uden pianistakkompagnement, men i stedet vha. den indspillede musik, der skulle bruges i forestillingen. Dette var vellykket og kun muligt pga. den store indsats og det kæmpe forarbejde, der forinden var gjort i Lars Juuls lydstudie ved ham, pianist Nikolaj Skaaning, instruktør Anna og instruktørassistent Charlotte. Tak til jer.   
Løsningen med musikindspilning og brug af en CD ved sommerforestillingerne har været brugt siden ”Nattergalen” i 2015 og vil også blive brugt til årets sommerforestilling. Dette fungerer rigtig godt og gør indlæringen af sangene væsentligt nemmere for aktørerne. Derudover er sangene altid de samme, ligesom man ikke er afhængig af en pianist til stort set samtlige prøver gennem et halvt år. Dog er vi nogle stykker i bestyrelsen, der på lang sigt godt kunne tænke os livemusik ved sommerforestillingerne igen, men må erkende, at dette er en meget svær opgave at løse (Hans, du har kæmpet for det i mange år, hatten af for det).

Foråret blev en travl tid i Stevns Friluftsscene, hvor der sideløbende med prøverne og forberedelserne til ”Mød mig på Cassiopeia”, blev afviklet yderligere to underholdningsarrangementer. Første gang til Vaskerifondens 25-års jubilæumsuddelingsdag d. 1. april 2016, hvor en lille gruppe underholdte med et større udvalg af sange fra tidligere forestillinger og den kommende. Honorar: 25.000 kr., flere af den slags, ja tak. Og anden gang til Idræts- & Kulturfestival i Frederikssund d. 26. maj 2016, hvor størstedelen af Juleholdet 2015 optrådte med et ca. 35 min. langt uddrag af Juleshowet 2015. Denne gang til et noget mindre og mere almindeligt honorar. Begge arrangementer var en succes med rosende ord, og i fremtiden håber vi at kunne få lignende jobs, dels for noget indtjening, dels for noget erfaring, og dels for noget synlighed og opmærksomhed omkring Stevns Friluftsscene. Vi er allerede inviteret til Frederikssund igen, hvor temaet i år er tyrolerfest, så denne gang drager en større del af sommerholdet afsted til det nordsjællandske.             
Foråret blev også tiden, hvor trapperummet fik en ordentlig overhaling, sådan at dette nu fremstår yderst indbydende, lyst og tilgængeligt. Trappen er skiftet til en ny, fancy, rød ståltrappe, der er gangbar for alle, og som er fremskaffet ved Christian Larsen. De nylagte klinker skinner om kap med de ny istandsatte vægge, og der arbejdes pt. på at få opsat campingtoilettet under trappen, sådan at vi slipper for gule øjne til bestyrelsesmøderne! Inden længe er det pavillonens tur til en kærlig hånd, i første omgang ved udskiftning af vinduerne i denne.

Så ja, foråret var en rigtig travl tid i Stevns Friluftsscene, og d. 25. juni 2016 var vi klar til premieren på ”Mød mig på Cassiopeia” efter et dejligt, sjovt og givtigt øveforløb. Tingene var forløbet planmæssigt, og Anna havde flere gange haft svært ved at skjule sin begejstring, hvilket utvivlsomt smittede af på aktører m.fl. Med Anders i spidsen som kulissebyggemester var de imponerende kulisser blevet bygget på rekordtid og malet af nogle sprayglade malerentusiater, rekvisitterne stod knivskarpe, kostumerne flotte og farvestrålende, æbleskiverne nybagte, lamperne nypudsede, og lyden og musikken velklingende. Derudover havde plakaten og programmet fået et helt nyt og mere professionelt layout ved Brians trylleri, ligesom der var forsøgt markedsføring via Facebook og TV ØST. Alt sammen i et forsøg på at skaffe flere publikummer. MobilePay og Swipp blev introduceret som betalingsform efter en ihærdig og utrættelig indsats fra Ebert, der har råbt og bandet ad adskillige bankfolk pga. deres langsommelighed og uduelighed – åh, det et skønt at komme ud med nogle aggressioner, og man har det så godt bagefter!, ligesom de længe ventede og gennemarbejdede skovturspakker så dagens lys. Begge tiltag blev dog en blandet oplevelse, bl.a. udfordret af dårlig mobildækning og svingende kvalitet af maden. Konceptet med skovturspakkerne fejler dog ikke noget, hvorfor der arbejdes videre på udviklingen af disse, men denne gang målrettes de primært private.              
Alt i alt var ”Cassiopeia” en dejlig oplevelse for alle medvirkende, ligesom publikum udtrykte stor begejstring for forestillingen. Trods dette ville vi dog gerne have set endnu flere publikummer, og dette er utvivlsomt en vigtig, evigt pågående kerneopgave i bestyrelsen. Altså, hvordan øger vi kendskabet til og synligheden af Stevns Friluftsscene for dermed at øge antallet af publikummer, og sekundært antallet af medlemmer?

Vi har i bestyrelsen stillet os selv ovenstående spørgsmål mange gange, og i august 2016 mødtes vi derfor til fremtids- og visionsmøde. Dette udsprang også af, at bestyrelsen havde fået nye ansigter, og at der var sket udskiftning på flere af de tunge poster. Det var derfor nødvendigt med en revurdering af tidligere tiltag, målsætninger, visioner og ambitioner for at sikre, at vi fortsat arbejdede i samme retning. Og ja, det gjorde og gør vi.              
Stevns Friluftsscene vil og kan lave STORT teater, der hæver sig over det almindelige amatør-niveau, og som er god underholdning. Dette kommer dog ikke af sig selv og kræver grundig forberedelse og information, samarbejde, gensidig forventningsafstemning, en fornuftig organisering samt masser af engagement og entusiasme. Og samtidig en lyst og et mod til nytænkning, forandring og fornyelse, så vi konstant er en tidssvarende forening, der tilbyder produktioner og produkter af høj kvalitet, som vi kan være bekendt at tage betaling for. For selv om der ikke kan herske tvivl om, at vi skal have det sjovt og føle vores tid er godt brugt i selskab med de andre teatertosser, er det i sidste ende vores produktioner og produkter, som vi bliver bedømt på. 
I den sammenhæng vil jeg gerne opfordre til, at man kommer frem med sine gode ideer og input, så de ikke forbliver inden for hjemmets fire vægge eller over en snak ved bilerne efter endt prøve. En ide kan være nok så fantastisk, men hvis den ikke bringes frem i lyset, så den kan føres ud i livet, er den jo i og for sig ligegyldig. Det kan jo være, at lige præcis du har den ide, som giver flere publikummer? Og husk, en ide kan næsten ikke være skør og skæv nok, her i Friluftsscenen plejer vi jo netop at sige, at man ikke behøver at være skør/mærkelig for at være med, men det hjælper gevaldigt på det
J

Og apropos ideer så var der rigeligt af disse til årets juleunderholdning! Brian og undertegnet gik allerede i gang med den indledende ideudveksling, da Juleshowet 2015 knap nok var færdigspillet. Denne gang ville vi prøve noget nyt og selv skrive et stykke i stedet for ”blot” at samle allerede skrevne monologer, sketches og sange til en kabaret med en rød tråd. I slutningen af september 2016 var vi klar til at præsentere det færdige manuskript for Juleholdet 2016 med dertil hørende mere eller mindre sindssyge ideer og tanker. Heriblandt en scenografi, der indebar indkøb af helt nyt lysudstyr (en tidlig julegave til teknikfolkene, der om nogen fik julelys i øjnene), og som gav rigeligt med udfordringer til såvel teknikere, skuespillere, kulissefolk m.fl. Men vi kom sikkert i mål efter et intenst og muntert øveforløb, hvor lydniveauet ofte oversteg det maks. tilladte, så vi i starten af december 2016 kunne afvikle tre vellykkede forestillinger, der fik gang i publikums latter- og råbemuskler. Stakkels Nisse-agent… Igen kunne vi godt have tænkt os flere publikummer, også blandt egne medlemmer.              
Men det er måske også et område, der skal arbejdes videre med? Altså, hvordan kan vi tiltrække vore egne medlemmer til vore egne produktioner, hvis disse medlemmer ikke selv er involveret i pågældende produktion? Og hvad kan vi finde på af medlemsarrangementer, som kan styrke fællesskabet og give samhørighed? Til ”Cassiopeia” forsøgte vi os med premiere-hygge, hvilket var en succes, og noget, som vi vil gentage, ligesom vi afholdte en efterfølgende videoaften med sammenskudsgilde i efteråret. Også dette var en rigtig hyggelig aften, og det gav mange grin og latterudbrud at se DVD’en sammen. Vi har på sommerholdet allerede afholdt den første hyggeaften og endnu en er planlagt efter pladsopsætningen i juni. Måske 2017 ovenikøbet bliver året for en julefrokost i Stevns Friluftsscene?

Til julestykket forsøgte vi os for 1. gang med online billetbestilling via billetto.dk, hvilket fik en blandet modtagelse. Vi vil dog med stor sikkerhed benytte os af en form for online billetbestilling i fremtiden, dels for at være up to date, dels for at lette proceduren for alle. Vi fik også oprettet en profil på Instagram, igen for at tiltrække opmærksomhed omkring Friluftsscenen. Til sommer 2017 har vi planer om yderligere markedsføring via Stevns Web-TV, da de om nogen må være interesseret i at dække lokale begivenheder. Vi vil ligeledes introducere en salgsvogn, der skal sælge merchandise og snacks sideløbende med salget fra køkkenteltet. Vi vil i 2017 også forsøge at få arrangeret en sang-workshop for både kor, solister og statister, da vi altid kan blive dygtigere, og for at vi fortsat kan spille musicals af høj kvalitet.

Der hersker vist ingen tvivl om, at 2017 bliver endnu et travlt år i Stevns Friluftsscene, og jeg spår også, at de kommende år bliver nogle travle af slagsen. Vi er derfor dybt afhængige af hvert enkelt medlems indsats, og ikke mindst families, venners og bekendtes indsats. Ja, ja, ræk en lillefinger ud, og du kan være sikker på, at resten af armen bliver taget! Samtidig er vi afhængige af et godt forhold til eksterne samarbejdspartnere som Gymnastikefterskolen, kommunen, Harmonien, DATS og Stevns Frivillighedscenter.        
På den mere kedelige side er vi også bundet af en økonomi og et realistisk budget, og små som store donationer er mere end velkomne. I 2016 var vi som bekendt så heldige at modtage en donation på 25.000 kr. fra Vaskerifonden, men donationerne behøver ikke være i form af penge. Det kan også være kostumer, gamle parykker, rekvisitter, materialer til kulisser mm. Kom endelig med det, det er jo lidt sjovt at se sin gamle kjole på scenen i en senere produktion.

Til sidst vil jeg gerne rette opmærksomheden mod Niklas, som er så fræk ikke at ville genopstille til bestyrelsen. Ja, Niklas, du slipper ikke for et par ord, og jeg ved, du har ventet på det. Niklas, du har været med siden ”Klokkeren fra Notre Dame” i 2005, og vi kom frem til, at du blev involveret i bestyrelsesarbejdet i 2010, først som suppleant, siden som ordinært bestyrelsesmedlem fra 2013 af, og i det sidste år som næstformand. Det har givet mange lange og givende møder mellem dig og mig, hvor jeg altid afsatte mindst 2,5 timer til disse! Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der venter flere hyggelige møder i løbet af foråret, bl.a. fordi du er primus motor på salgsvognen, hvilket er en god anledning til liiige at mødes for en statusopdatering. Jeg kan heller ikke lade vær’ med at tænke på vore mange snakke efter bestyrelsesmøderne, der også havde en tendens til at trække ud… Derudover har jeg haft fornøjelsen af at spille over for dig flere gange på scenen og kommer vel forhåbentligt også til det igen, når du vender frygteligt tilbage på denne. For hvem skal jeg ellers dutte og drille under prøverne samt før, under og efter forestillingerne??? Ja, unge Mikkel Hansen aka Sigismund Sülzheimer, pas du bare på, nu ved du, hvad der venter dig! Niklas, du er utvivlsomt allerede savnet, men fuld forståelse for at du trænger til en pause og en kærkommen timeout. Vi kommer helt sikkert også til at savne dig i bestyrelsen med dit altid gode humør, dine gode og til tider sindssyge ideer og input, din nytænkning og nysgerrighed, dit gå på mod og din gejst og energi. Så her har du et evigt minde, men inden du får dette overakt, skal I høre, hvorfor Niklas skal have lige præcis denne gave, særligt udtænkt til ham. Historie omkring dametøj til Jul 2015 og udbruddet: ”Hvorfor har Niklas et par damesko???”. Værsgo’.

 

 

Sophie Jørgensen, formand