Artikler

Nytårshilsen fra Stevns Friluftsscene

Selvom januar snart er gået, og et nyt år er godt i gang, kan vi traditionen tro lige nå at udsende årets nytårshilsen fra Stevns Friluftsscene. Det er en dejlig tradition, som vi skal værne om, og som endelig ikke må gå i glemmebogen midt i al julemaden, julesangene, kransekagen og fyrværkeriet.

År 2017 blev et stort år for Friluftsscenen med det største antal publikummer til sommerforestillingen ”Sommer i Tyrol” siden ”Skatteøen” i 2013, og et flot overskud til juleforestillingen ”Mord på Nordpolsekspressen”. Derudover blev 2017 kendetegnet ved kombinationen ”ny og gammel”, hvor der i høj grad blev tænkt i nye baner og afprøvet nye tiltag, ligesom nye ansigter så dagens lys, både på og bag scenen. Til sommerforestillingen havde vi bl.a. hyret en instruktør udefra samt fik hjælp af en garvet, men for Friluftsscenen ny danseinstruktør, hvilket resulterede i flotte præstationer og et højnet niveau på scenen. Derudover introducerede vi en snackbod, så publikum for alvor kunne få stillet sulten, hvis de ikke allerede havde spist sig mætte i vore berømte æbleskiver! Og hvis det ikke var tilstrækkeligt, stod Harmonien klar med lækre picnickurve. Alt sammen tiltag, som blev positivt bemærket, og som afledte stor ros og opbakning fra publikum.

Juleforestillingen bød i høj grad også på nytænkning, da vi for andet år i træk kunne præsentere en helt nyskrevet musical med nyfortolkning af kendte figurer fra eventyr, romaner og film. Mord, (u)hygge, gys, humor, musik og sang var centrale elementer, og publikum havde mange spændende bud på, hvem morderen var. Forestillingen var igen i år forhåndssolgt til Boestofte Pensionistforenings årlige julearrangement, og derudover fik vi i samarbejde med Harmonien afviklet yderligere to forestillinger. Forestillingerne var yderst velbesøgte og blev en succes.

 

Men alle disse nye initiativer og i det hele taget tilblivelsen og opførslen af forestillinger og andre arrangementer er slet ikke mulige uden en kæmpe indsats fra en lang række frivillige, der lægger et stort antal timer i Friluftsscenen. Stevns Friluftsscene har altid været drevet og båret af frivillige, hvor kærligheden og passionen for teater og alle dets spændende facetter har bragt dem sammen og muliggjort produktionen og opførslen af forestillinger. Dette er en unik kvalitet for Friluftsscenen, og det fællesskab og det sammenhold er i skrivende stund meget tydeligt ifm. fundraising til sommerforestillingen 2018.

I år kan vi nemlig fejre den 30. sommerforestilling i Friluftsscenen, og det skal markeres med pomp og pragt. Alle kræfter er sat ind for at gøre Sebastians musical ”Klokkeren fra Notre Dame” til et brag af en jubilæumsforestilling. Prøverne startede før jul, og det tegner i høj grad til at blive en fantastisk forestilling i det fri. Vi glæder os allerede og vil gøre vores for at sikre de medvirkende en skøn rejse samt give publikum en dejlig musicaloplevelse under åben himmel.

 

Rigtig godt forsinket nytår.

 

På bestyrelsens vegne       
Sophie Jørgensen              
Formand