Kære alle sammen
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er såå glad for, at det er lykkedes at få stablet dagens fødselsdagsfest på benene. Det startede jo blot som et forslag fra et medlem til generalforsamlingen i februar 2018, men dengang måtte vi i bestyrelsen hurtigt konkludere, at der ikke var kræfter og tid til en fest i anledning af den 30. sommerforestilling, da alle sejl var sat ind på denne. Vi udsatte derfor projektet til efteråret 2019, og nu står vi hér så, mere end klar til at fejre Stevns Friluftsscene med bravur, pomp og pragt. Derfor er det også ekstra glædeligt at se så mange fremmødte og mærke den opbakning, glæde og stolthed, der hersker omkring Friluftsscenen. For har man først én gang sat sine ben på Friluftsscenen, hænger den på en eller anden måde ved, måske mere eller mindre bevidst/synligt. Jeg tror i hvert fald, at alle tilstedeværende vil give mig ret i, at SFS har præget deres liv i større eller mindre grad. Se jer blot omkring og tæl f.eks. antal par, som har fundet hinanden på Friluftsscenen! Eller tænk over, hvor mange, der er i familie med hinanden på den eller den anden måde…
Dét var i hvert fald en af de ting, som jeg hurtigt bed mærke i, da jeg blev en del af SFS i efteråret/vinteren 2012, og som i høj grad adskilte sig fra den københavnske teatergruppe, som jeg sidst havde været medlem hos. Hér var det nemlig kendetegnende, og er det generelt for flere (stor)københavnske amatørteatre og andre sjællandske grupper, som opsætter musicals, at man primært var dér for rollens skyld, og herefter for fællesskabets. Det er også dét, som mange, især unge, teateraspiranter opdager, når først de er blevet en del af truppen - først er man dér for rollens skyld, for herefter at lægge større og større vægt på fællesskabet, indtil det, måske, har størst betydning og er den primære årsag til mangeårig medvirken i samme trup.
Jeg synes, at Lena Bach og Johnny Andersen fra Stevns Frivillighedscenter sagde dette så fint, da de i maj 2019 var på besøg til en prøve på sommerforestillingen 2019. At fællesskabet i SFS var unikt, og at de var imponerede over den rummelighed, alsidighed, mangfoldighed og forskellighed, som vi havde. Der var plads til alle, store som små, og det var bestemt ikke normalsynet, når de ellers aflagde besøg hos andre frivillige foreninger på Stevns.
Lena har efterfølgende også nævnt det flere gange, bl.a. ifm. at SFC udstiller ”10 frivillig portrætter” i løbet af efteråret, heriblandt undertegnede, og vores snakke omkring tekstlængde på mine svar, og hvorfor de ikke skulle forkortes mere end højst nødvendigt. Jeg skulle bl.a. svare på, hvad fællesskabet giver mig, og hvorfor det er meningsfuldt. I får nu mine svar i ikke-forkortet udgave:
”Fællesskabet omkring en teaterproduktion giver mig livsglæde, livsbekræftelse, anerkendelse, en masse positiv energi, gejst og grin samt en masse sjove, mindeværdige oplevelser. Derudover giver fællesskabet god grobund for langvarige venskaber samt for nogens vedkommende livslange ægteskaber.”
”Det er meningsfuldt, fordi det er fantastisk at mærke og se, hvad der kan opnås, når alle deler samme interesse og derfor arbejder sammen om at nå et fælles mål. At mærke andre menneskers entusiasme, dedikation og passion er virkelig motiverende og livsbekræftende og gør, at én selv og alle andre, lige giver den en skalle mere. Og samtidig se, hvordan folk blomstrer og vokser, når de får lov til at spille ind med netop deres kompetence(r) og dermed bidrage til samt være en del af fællesskabet. Dét vil jeg ikke undvære, hvilket nok også er en af hovedårsagerne til, at jeg, og alle andre, vil bruge mange timer på at skabe en teaterproduktion sammen.”
Lena var netop så betaget af, at det ikke kun handlede om én selv, men i lige så høj grad, hvis ikke mere, om hvad det gav andre, og hvordan alle bidrog. Hun har for nylig spurgt mig, om ikke SFS vil optræde som ”det gode eksempel” i nogle kommende kurser med DGI omkring frivillighed og fællesskab. Vi bliver ”det gode eksempel” fra en kulturel forening i selskab med eksempler fra en idræts- og en social forening. Jeg betragter det som en kæmpe ære, og et kæmpe hak for at vi gør noget rigtigt i SFS ? Så det synes jeg godt lige, vi kan klappe af.
Det er også helt vildt at tænke på, at vi rent faktisk har gjort dette i mere end 30 år, hvis man tæller tiden med før Friluftsscenens egentlige dannelse som forening d. 13. marts 1989. Tænk, at det virkelig er 30 år siden, at Stevns Friluftsscene første gang opførte et syngespil i eget navn, nemlig Landmandsliv på Havnelev gl. skole. Som tiden dog flyver! Og hvor er det efterfølgende blevet til mange flotte, hyggelige, sjove, tankevækkende forestillinger, arrangementer og produktioner.
Alt sammen ledt an af en mindre flok mennesker, der udgjorde SFS’ første bestyrelse med Mogens Banzon som formand og ægte ophavsmand. Hvad du, Mogens, ikke har gjort for, at Friluftsscenen overhovedet kunne eksistere med medlemmer, medvirkende, økonomiske midler, organisation, synlighed på Stevns og omegn mm. Hatten af for det kæmpe stykke arbejde. Men selvfølgelig ikke uden opbakning fra bestyrelsen og medlemmer. Jeg synes derfor også, det er på sin plads at nævne de andre formænd/-kvinder gennem tiderne, nemlig Hans Jørgen Karlshøj, Menna O. Poulsen, Stella Hardø, Hanne Christophersen og Anna Hansen. I havde vel ikke regnet med, at I ikke blev nævnt i en tale til Friluftsscenens 30-års fødselsdagsfest? ? Også hatten af for jeres store arbejde.
Men hvad man nok ikke tænker så meget over er, at ingen formænd/-kvinder kan sidde på posten uden opbakning fra en bestyrelse og foreningens medlemmer. Jeg så på et tidspunkt en programrække med Holbæks borgmester Christina K. Hansen, Danmarks yngste borgmester på 25 år (fødselsdag 24/11/1992, borgmester pr. 1/1/2018), hvor hun netop pointerede dette. At det ikke er nok med en masse ideer og tiltag, du er nødt til også at have opbakning til disse, før disse og du overhovedet er en realitet. Jeg synes, det er enormt vigtigt at huske på dette samt have i mente, at enhver bestyrelsespost er en tillidserklæring fra medlemmerne, der har valgt netop dig til at sidde dér. Du sidder der altså på medlemmernes vegne, og i langt mindre grad for egen vindings skyld. Som Fru Hansen flere gange har udtrykt det: ”Jeg har godt nok måttet sluge nogle kameler en gang imellem.” efterfulgt af et helt bestemt ansigtsudtryk…
Derfor er jeg også spændt på, hvordan det i fremtiden bliver at hverve medlemmer til bestyrelsen samt til Friluftsscenen. Vil folk være med hos os? Har folk lyst til at blive hos os? Kan vi få tidligere medlemmer til at vende tilbage til os? Har folk fået nok af SFS? Spørgsmål er der nok af, og vi kommer ikke til at kede os ? Derudover er nogle af vores (kommende) udfordringer at finde fremtidige ikke-professionelle instruktører og musikere, at producere overskud på sommerforestillingerne og at opretholde et højt, seværdigt niveau af forestillingerne, så publikum har lyst til at se os og ikke mindst anbefale os videre.
Jeg har bestemt ikke alle svarene, men jeg tror, at en af forudsætningerne for fortsat at lykkes er at gøre det interessant for medlemmerne og de medvirkende at være i SFS. Størstedelen medvirker på frivillig basis, hvilket betyder, at der betales med ens fritid, en fritid, som måske kunne være brugt på familien, venner, andre fritidsinteresser mm. Det skal derfor give mening at være hér, enten personligt, fagligt og/eller socialt. Får du ikke nok på bare én af disse konti, darfer du hurtigt videre til et bedre tilbud. Derudover tror jeg, det er vigtigt, at alle føler en form for ejerskab. Jeg ved godt, det er et for tæsket ord, men det er nok fordi, det er så præcist. For uden en følelse af ejerskab, hvorfor skal du så investere tid og kræfter i pågældende teaterprojekt?
Når alt dette er sagt, så kan jeg jo se, at vi gør noget rigtigt. Så i bund og grund tror jeg, det handler om at finde ud af, hvad der fungerer og så forfine dette, og hvad der ikke fungerer og udskifte dette med noget andet. Jeg kommer altid til at tænke på et af de første råd, som jeg fik, dengang jeg blev valgt som tillidsrepræsentant for tandlægerne: ”Der er som sådan ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på, men en mere eller mindre hensigtsmæssig måde at være TR på.” Dét tror jeg i høj grad er lige så gældende for en amatørteaterforening, selvfølgelig så længe man holder sig inden for lovgivningen! Så mon ikke det er ved at være på tide, at vi skal udråbe tre høje hurra for Stevns Friluftsscene efterfulgt af suset fra Østersøen? Så vi kan stå her igen om 30 år og mindes tilbage på denne fantastiske 30-års fødselsdagsfest.
Sophie Jørgensen, formand.
D. 11. september 2019.