Stjernestøv & Juledrys med Stevns Friluftsscene

Fredag d. 4. december kl. 19:30 har Stevns Friluftsscene premiere på årets juleforestilling ”Stjernestøv & Juledrys”. Forestillingen spiller også lørdag d. 5. december kl. 19:30, begge dage på Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig Stevns. Traditionen tro opføres forestillingen også for Boestofte Pensionistforening, men kun for dennes medlemmer, søndag d. 6. december.

Billetsalget er i gang, og billetter bestilles på tlf.: 26 15 26 26. Billetter koster 270 kr. for voksne inkl. juleplatte og 125 kr. for voksne ekskl. juleplatte. Billetpriser for børn under 14 år er 145/60 kr. Den lækre og velsmagende juleplatte indeholder sild, æg og rejer, and med rødkål, laks, sylte med rødbeder, pålæg, ost og frugt samt ris a la mande. Børneplatten indeholder flæskesteg, kyllingespyd, frugt og ris a la mande. Begge platter kan varmt anbefales, og der er vist noget om, at man bedst ser juleforestilling på en mæt og glad mave. Juleplatten serveres fra kl. 18:00, og dørene åbnes kl. 17:30, så alle kan nå at finde deres faste plads, bestille drikkevarer mm.

Og hvad handler forestillingen så om, og hvad kan publikum forvente at opleve?
”Stjernestøv & Juledrys” kan bedst beskrives som ”en hyggelig julekalenderkavalkade tilsat masser af julesne, julenisser og godter for enhver smag.” Sammen med publikum tæller vi ned til juleaften og undervejs får vi et kærligt gensyn med herlige, skønne, skæve, sjove karakterer fra tidligere danske julekalendere. Vi kommer vidt omkring og skal bl.a. et smut forbi Muligvisvej, Vinterbyøster, en trædemølle, en gammel jagthytte, Grønland, Gammelby og Vesterbro. Der er noget for alle størrelser og aldre, og vi garanterer, at der helt sikkert er noget, som du kan nynne med på, citere eller ligefrem opføre.

Juleforestillingen er nyskrevet til lejligheden med manuskript og instruktion af Sophie Jørgensen. Holdet er en god blanding af gamle kendinge og nyere ansigter, og alle glæder sig rigtig meget til igen at opføre forestillinger. Så det bliver med garanti en aften fyldt med masser af julehygge, julespas, julesang, julenostalgi, julenisser og juleløjer. Og mon ikke der gemmer sig en overraskelse eller to undervejs?

Så skynd dig at bestille din(e) billet(ter) på tlf.: 26 15 26 26.

Vi glæder os til at se dig/jer til en fantastisk, formidabel, festlig, fornøjelig aften i selskab med Stevns Friluftsscene og ”Stjernestøv & Juledrys”.

Læs mere på www.stevnsfriluftsscene.dk og www.facebook.dk/stevnsfriluftsscene