Kom med og tæl ned til juleaften sammen med Stevns Friluftsscene

I en tid med Corona, usikkerhed, restriktioner og tilhørende bekymringer har vi mere end brug for en hyggestund, og den kan du få med Stevns Friluftsscene og årets juleforestilling ”Stjernestøv & Juledrys”. Så kom og kobl af fra julens, hverdagens og livets udfordringer og jag og nyd i stedet et par timer fyldt med julenisser, julesne, julehygge, julespas og masser af julegodter.

Juleforestillingen har premiere fredag d. 4. december 2020 kl. 19:30 på Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig Stevns, og der er stadig ledige billetter, så skynd dig at bestille din(e) billet(ter) på tlf.: 26 15 26 26. Derudover spiller forestillingen lørdag d. 5. december 2020 kl. 19:30.

Billetter koster 270 kr. inkl. Harmoniens juleplatte og 125 kr. ekskl. Priser for børn under 14 år er 145 kr. / 60 kr. Juleplatten kan varmt anbefales, og så er der vist også noget med, at en juleforestilling bedst ses på en glad, mæt mave. Juleplatten serveres fra kl. 18:00, og dørene åbner kl. 17:30.
Vi tager selvfølgelig alle forholdsregler i forhold til Corona, så publikum trygt kan byde julen velkommen i selskab med Stevns Friluftsscene.

Som i 2016 og 2017 er forestillingen nyskrevet til lejligheden, og den kan bedst betegnes som en hyggelig julekalenderkavalkade tilsat masser af julesne, julenisser og godter for enhver smag. Publikum kan således se frem til et kærligt gensyn med karakterer, sange og sketches fra tidligere julekalendere. Vi garanterer masser af gensynsglæde, grin, gråd, glædestårer og godter, imens vi sammen tæller ned til juleaften. Og mon ikke der gemmer sig en overraskelse eller to?

Så skynd dig at bestille billet(ter) allerede i dag på tlf.: 26 15 26 26.

Vi glæder os til at se dig/jer.

Læs mere på www.stevnsfriluftsscene.dk og www.facebook.dk/stevnsfriluftsscene