Vedtægter for Stevns Friluftsscene

 

§ 1

Foreningens navn er STEVNS FRILUFTSSCENE.

Foreningens hjemsted er Stevns kommune.

Foreningen er tilsluttet Dansk Amatør Teaters Samvirke (DATS).

 

§ 2

Det er foreningens formål at aktivere interesserede i amatørskuespil af forskellig art, samt fremme amatørteater på et folkeligt grundlag. Den til enhver tid siddende bestyrelse afgør, hvorledes dette bedst sker.

 

§ 3

Medlem kan blive enhver person, der betaler et af generalforsamlingen fastsat minimums-bidrag. 

Personligt medlemskab er en betingelse for deltagelse i amatørspil.

Medlemskab giver adgang til og stemmeret ved foreningens generalforsamling.

Intet medlem kan afgive mere end 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Medlemskab skal godkendes af bestyrelsen, der også kan ekskludere medlemmer. Bestyrelsens afgørelse herom kan indankes for generalforsamlingen.

Støttemedlemmer kan optages og er valgbare til bestyrelsen.

Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen. Æresmedlemmer er kontingentfri.

 

§ 4

Udmeldelse skal ske til kassereren til udgangen af en kontingentperiode.

Kontingent skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Betales kontingentet ikke rettidig vil medlemmet blive slettet uden forelæggelse for generalforsamlingen.

 

§ 5

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden for perioden 1. januar til 31. marts. Der indkaldes skriftligt eller gennem lokale blade mindst 14 dage før generalforsamlingen.

Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af stemmetæller

2. Valg af dirigent

3. Bestyrelsens beretning

4. Foreningens regnskab til godkendelse

a. fastsættelse af kontingent

5. Indkomne skriftlige forslag til behandling

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

8. Valg af bilagskontrollant

9. Valg af 1 suppleant for bilagskontrollanter

10. Eventuelt.

Skriftlige forslag til behandling på ordinær generalforsamling skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Skriftlig afstemning anvendes, hvis blot 1 medlem ønsker det. Vedtægtsændringer og opløsning af foreningen kræver flertal efter § 11.

 

§ 6

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller en tredjedel af medlemmerne ønsker det. 

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med samme tidsfrist som ordinær generalforsamling jf. § 5.

 

§ 7

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Kassereren udfærdiger et driftsregnskab og status pr. 31. december inden 31. januar i året efter regnskabsåret. 

Driftsregnskab og status forelægges bestyrelsen i god tid før generalforsamlingen.

 

§ 8

Bestyrelsen består af 9 medlemmer og vælges for en 2-årig periode.

Bestyrelsen afgår med 5 medlemmer i ulige år og med 4 medlemmer i lige år. Genvalg kan finde sted.

Suppleanter til bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. 

Bilagskontrollanter vælges for 2 år ad gangen, og kan ikke afgå samtidig. Suppleant for bilagskontrollant vælges for 1 år.  Genvalg kan finde sted. 

 

§ 9

Bestyrelsen vælges af og blandt medlemmerne og konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær, og fastsætter selv forretningsordenen.

Til varetagelse af særlige opgaver kan bestyrelsen nedsætte ad hoc udvalg med et bestyrelsesmedlem som formand, medens øvrige medlemmer kan være fra medlemskredsen.
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at ad hoc udvalget tiltrædes af et ikke medlem.
Udvalgene fastsætter selv deres forretningsorden.
Udvalgenes formand giver status på udvalgsarbejde ved bestyrelsesmøderne.
Foreningens formand, næstformand og kasserer har adgang til udvalgsmøder med samme beføjelser som udvalgsmedlemmerne.

Formand og kasserer må ikke høre til samme husstand.

Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Over alle møder føres forhandlingsprotokol med beslutninger. Evt. afvigende opfattelse kan forlanges noteret i protokollen.

Protokollen(rne) opbevares af sekretæren. Udvalgenes protokol afleveres af formand til sekretæren, når udvalgsarbejdet er afsluttet.

 

§ 10

Foreningen tegnes enten af formanden eller næstformanden i forening med et andet bestyrelsesmedlem, og forpligter foreningen i alle retsforhold.

Kassereren kan af bestyrelsen meddeles fuldmagt til at disponere over foreningens konti i pengeinstitutter

 

§ 11

Ændring af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling når mindst to tredjedele af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget. 

Opnås ikke det nødvendige flertal for vedtægtsændringen indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Vedtagelsen kan ske ved almindeligt flertal af de fremmødte medlemmer. 

 

§ 12

Foreningens opløsning kan kun ske efter vedtagelse på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum, og når mindst tre fjerdedele af de fremmødte medlemmer stemmer for opløsningen

 

§ 13

Ved opløsning af foreningen afgør generalforsamlingen, hvad evt. overskydende likvide midler og løsøre skal bruges til.

 

§ 14

Vedtægterne træder i kraft den 16. februar 2016 og erstatter vedtægter for Stevns Friluftsscene vedtaget 25. februar 2014

 

§ 15

Vedtaget på generalforsamlingerne den 16. februar 2016.

 

Bestyrelsesmedlemmer den 16. februar 2016

Sophie Jørgensen

Lars F. Nielsen

Ebert Pedersen

Lisbeth Dahl

Lena Larsen

Bodil Kristensen

Niklas Schou

Nenna Larsen

Allan Thønning