Jule-/nytårshilsen 2015

En jule-/nytårshilsen til alle medlemmer og venner af Stevns Friluftsscene!

 

Den 21. december 2015

Når vi kommer frem til jul og nytår glæder vi os til, at alting falder til ro og til, at vi alle lige kan få pustet ud og ladet op til det kommende nye år. Men vi ser også lige tilbage og evaluerer lidt på vore målsætninger, og vi glæder os over alt det, vi fik nået.

Januar sidste år tog vi fat på "Nattergalen" og glædede os til at arbejde med nok en af Sebastians musicals. Da vi nåede til starten af marts måned, måtte vi finde anden løsning for musikledsagelse. Vi gik i lydstudie og fik produceret en CD-indspilning, der blev vores musik under hele forestillingen. Det var helt sikkert noget nyt for os og bestemt en udfordring for sangere og kor-folket ikke at have en levende musiker eller et band til akkompagnementet. Men stor var glæden over det vellykkede resultat både for skuespillerne og for publikum. Også til "Nattergalen" kunne vi have ønsket os flere publikummer.

Efteråret bød igen på hektisk aktivitet, da vi fik forespørgsel om at bidrage med indslag til det årlige Ladies Night - Støt brysterne - arrangement, den 3. oktober, hvor vi havde sammensat en kvindekabaret, et miks af sange af og med de kvindeskikkelser, vi havde portrætteret i de seneste års skuespil. Det blev godt modtaget og det afstedkom, at flere i lokalområdet, ja helt ud til Køge Radio, blev opmærksomme på Stevns Friluftsscenes eksistens.

Det, at blive mere synlige, har været en af overskrifterne i bestyrelsesarbejdet, og vi har derfor søgt viden om nye PR tiltag og synlighed, bl.a. ved at deltage i tiltag Stevns Kommunes, "Kultur og fritid" har inviteret os til, så som netværks- og informationsmøde hos Folkeoplysningen og i det nyetablerede Frivillighedscenter. V fik indbydelse til at deltage i et af TV ØST's netværksmøder, og vi oplevede, at et videoklip fra en øveaften i november, blev sendt i TV ØST op til flere gange. Det blev set af mange! 

Der er også blevet arbejdet ihærdigt med vores nye hjemmeside og Facebook, et stort arbejde som fortjener stor ros. Vi kan se, at det gør en forskel, når vi gerne vil udbrede nyheder og reklamere om vore forestillinger, i og med at flere og flere benytter disse medieveje til kommunikation. 

Næppe havde vi opført vores kvindekabaret, før vi gik i gang med vores julearrangement "I Julelampens Skær", som i år havde fået et nyt udtryk fyldt med hygge, humor og halløj. Forestillingen blev opført på Harmonien i Rødvig for Boestofte Pensionistforening og senere samme dag i samarbejde med Harmonien som en åben forestilling, hvor en billet indeholdt mad og underholdning. Begge arrangementer var en succes, hvor vi fik fine tilbagemeldinger. Et arrangement der bestemt vil blive gentaget til næste jul.

Til sommer opfører vi "Mød mig på Cassiopeia" af Flemming Lynge og Børge Müller og musik af Kai Normann Andersen i en scenebearbejdelse af Adam Price, en bearbejdelse der helt tydeligt har Adam Prices humoristiske fingeraftryk.  Vi glæder os helt vildt til at tage fat på denne morsomme musical, og vi begynder øve forløbet den 5. januar, kl. 19.00 på Loftet.  Vi har allerede al musik indspillet på CD og igen i samarbejde med Nikolaj Skaaning og Lars Juul. Det kan kun blive morsomt og fornøjeligt, og vi glæder os til at fortælle historien om musikkens muse Polyhymnia, der vil være en rigtig dødelig kvinde, og om en udtørret komponists store problemer med at levere nye fantastiske melodier til sin kones kabaret.

Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne gerne sige alle samarbejdspartnere, aktive som passive støtter stor tak for jeres arrangement og opbakning, når vi skal have hele maskineriet til at køre. Det er helt udelukket, at vi kunne klare alle opgaver, hvis vi ikke havde alle jer frivillige og solide hjælpere omkring os.

Stevns Friluftsscene ønsker alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Anna Hansen, formand