Stevns Friluftsscene

indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling

mandag den 17. april 2023 kl. 19.00

 

Sted: Gymnastikefterskolen Stevns, Biblioteket, Den gamle Boestofteskole, Boestoftevej 55, 4673 Rødvig Stevns

 

 

Dagsorden

  1. Valg af stemmetællere
  2. Valg af dirigent
  3. Foreningens regnskab 2022 til godkendelse
  4. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

 

Bestyrelsens beretning til ordinær GF i SFS d. 28/2/23

Yesssss, så lykkedes det endelig at afvikle et normalt år i Stevns Friluftsscene, dvs. et år med både en udendørs sommermusical og en indendørs juleforestilling. Fantastisk og helt befriende at være tilbage til normalen. For det har været savnet og tiltrængt. Og det var en helt igennem vidunderlig og helt særlig følelse at indtage Amfiscenen igen og omdanne den til Vemmetofte Kloster, Dagmar Teatret og en kaserne. Endelig var Friluftsscenen tilbage i sit rette element, og den sædvanlige tjekken af samtlige vejrudsigter mange gange dagligt var retur for fuld udblæsning. Med dertil hørende stressfaktor og frygt for aflysninger pga. vejret! Tænk, at et sådant fænomen kan savnes, men der er nu bare noget ved at møde op, og alle har en mening om vejret og dets opførsel de kommende timer, og at alle sidder og tjekker vejrudsigter på div. apps. Et til tider småkomisk, men også virkelig hyggeligt syn :-) Og det på trods af at vejret er den éne faktor, som ingen har kontrol over… Jeg tror, alle tilstedeværende kan se billedet for sig ;-)

Og hvor var det skønt, at ”Frk. Nitouche” endelig blev opført :-) Tre forsøg skulle der til, inden Denise og co. kunne møde et veloplagt publikum og blæse dem bagover med flot skuespil, skøn sang, lækker dans, flotte, farverige kostumer, smukke kulisser, varme og kølige drikkevarer, velsmagende popcorn mm.

 

Men nøj, hvor havde det bare været endnu mere skønt, hvis langt flere publikummer havde lagt vejen forbi. For ”Frk. Nitouche” blev desværre ikke den publikumsmagnet, som vi havde troet og håbet på :-( Og som vi havde brug for efter to år uden en sommermusical i det fri. Knap 440 publikummer besøgte os i sommer. 440. Altså, tallet burde jo have været fordoblet! Eller som minimum været på niveau med ”Sommer i Tyrol” i 2017 med ca. 800 publikummer. Så hvad sker dér??? Er vi blevet dårligere? Er produktet ikke-tilfredsstillende? Er publikum blevet (mere) kræsne, (mere) dovne eller noget helt tredje? Har vi ikke været synlige (nok) for (potentielle) publikummer? Er konkurrencen blevet hårdere, eller er den for hård på området? Er interessen for Stevns Friluftsscene og vores projekter bare ikke den samme mere? Internt som eksternt? Er Friluftsscenen ”blot” endnu en presset kulturinstitution/-udbyder, især i lyset af Corona, inflation mm.? Eller er tiden for udendørs sommermusicals båret af frivillige bare ikke den samme mere? Eller??

Jeg ser i hvert fald store, fremtidige udfordringer med at lokke publikum til Stevns Friluftsscene og vores fantastiske produktioner. Udfordringerne har skam altid været dér, men det er som om, de er vokset i størrelse og proportioner gennem de senere år. Vigtigt og yderst essentielt er utvivlsomt, at det produkt, de så møder, har høj kvalitet hele vejen igennem, udstråler professionalisme og ”at hér har vi styr på tingene”, og at det på alle måder er anbefalelsesværdigt til andre publikummer.

For vi ser det gang på gang. Nemlig at interessen for en produktion stiger under dens afvikling, fordi rygtet spredes om en god musical/forestilling ol. Hvilket er meget positivt og udtryk for, at musicalen/forestillingen etc. er meget seværdig og anbefalelsesværdig. Lasse bemærkede også dette under ”Frk. Nitouche” og sagde, at det skulle vi være meget glade for og yderst tilfredse med :-) Den mest vedholdende og flotte, og ikke sjældent budgettunge og tidskrævende markedsføring, kan aldrig erstatte værdien af publikumsanbefalinger, og bruges denne viden rigtigt tror jeg, at vi er godt på vej. Så i fremtiden er det ikke utænkeligt at afholde forpremiere og premiere med særligt inviteret publikum, der efterfølgende kunne give fine ord med på vejen :-)

 

Desværre er Friluftsscenen ikke kun udfordret på publikumsområdet, men i lige så høj grad, ja, hvis ikke mere, på frivillighedsområdet. Om man vil betegne det som en trøst eller en falliterklæring, at nærmest alle danske amatørscener og -teatre har svært ved / har endnu sværere ved at skaffe og fastholde frivillige, er underordnet. Friluftsscenen er ikke alene med disse udfordringer. Men det gør dem ikke mindre problematiske og bekymringsvækkende. Tværtimod.

For hvad skal vi og de andre amatørscener stille op, når medlemmerne med varierende fart og af forskellige, delvist kendte grunde falder fra? Når de pludselig holder op med at betale deres kontingent, som de ellers har betalt i mange år og altid inden betalingsfristen? Når der er langt mellem nye ansigter, og når disse så dukker op har mere eller mindre gangbare undskyldninger for hurtigt at falde fra igen? Måske fordi de ikke fik en stor nok rolle? Eller følte de sig ikke velkomne? Eller er det bare blevet for nemt at melde til og fra, som det nu en gang passer én uagtet konsekvenserne? Når der holdes interne arrangementer, men opbakningen til disse så ikke er ret stor? Altså, vil medlemmerne så overhovedet deres forening? Og hvorfor kommer medlemmerne ikke engang og ser forestillingen/musicalen/projektet, når den/det spilles? Fordi de ikke selv spiller med? For undskyldningen med jeg ikke kender nogen på scenen, flyver ikke rigtigt. Vel?

For trenden med at ”jeg vil spørges” er eksploderet. Og det er ikke kun blandt skuespillerne og sangerne, som ellers er kendt for at have flest divanykker, men over hele linjen. I stedet for at kigge på hvad jeg kan tilbyde foreningen, og hvorfor foreningen kan bruge lige netop mig, så vil folk håndplukkes og nurses af foreningen. Bevares, det er der som sådan ikke noget galt med, og det er da også dejligt at få en personlig henvendelse, så man virkelig føler sig ønsket og nødvendig, men når alle tænker sådan i højere eller mindre grad, så knækker filmen altså til sidst. For alle er lige vigtige og uden frivillige, især de frivillige, som stiller op uden at blive spurgt før hver éneste opgaveløsning, er der slet ingen forening. Så tag tyren ved hornene og støt op om foreningen. Vær med til at vedligeholde og videreudvikle den, så du har lyst til at være medlem af den. Ikke kun om 1 år, men også om 3 år, om 5 år og om 10 år. For hvis du har lyst til at være medlem, er der helt sikkert også en anden, som har lyst til dette :-) Og husk: Ingen medlemmer, ingen forening.

 

Derfor er undertegnede da også spændt på, hvordan det kommer til at gå Stevns Sommerspil på Gjorslev. De skal om nogen starte fra bunden med at finde frivillige, og hvor vil de finde dem?? For med flere allerede eksisterende, velfungerende teaterforeninger på Stevns forventer de så, at nogle af disses medlemmer vil medvirke hos dem, og/eller at der bor teaterinteresserede mennesker på Stevns, som endnu ikke er medlem nogle steder?

For det er da interessant, at de endte med at holde to infoaftener for frivillige til produktionen, den ene endda i København, før det lykkedes at sætte produktionsholdet. Og endnu mere interessant er det, at de efter to auditions, den første på Stevns og den anden i København, ikke har fundet en éneste af de frivillige skuespillere/dansere/ensemble på i alt 20 personer. En tredje audition er planlagt i København i marts og hér er antallet nedjusteret til 17 frivillige skuespillere/dansere/ensemble. Men hvad gør de?? For det er jo ikke uden grund, at vi i år har opgivet produktionen og afviklingen af en stor udendørs sommermusical, for vi kender godt udfordringerne…

Så er det udtryk for hovmod? Uvidenhed? En manglende finger på pulsen? Det vil jeg helst ikke gøre mig klog på, men måske deres markedsføring bærer svaret? For når Stevns Sommerspil starter med at markedsføre sig som Sjællands nye og eneste udendørs musicalteater, så stiger mit blodtryk altså, ligesom det pludselig bliver sværere at ville dem det godt. Ikke at jeg er et ondt og ondsindet menneske, men hvis ikke det vidner om uvidenhed og/eller manglende research og/eller ligegyldighed og/eller hovmod, så ved jeg ikke rigtig. Det er i hvert fald rigtig ærgerlig læsning, og jeg kan kun håbe, at teaterinteresserede mennesker ved bedre… Som en af mine kollegaer hos Showagent udtrykte det: ”Det er jo falsk markedsføring!” Og ja, det har hun desværre ganske ret i.

D.d. kan jeg dog se, at ordlyden flere steder er ændret til Sjællands nye og eneste udendørs professionelle musicalteater. Måske efter en venlig kommentar i en artikel om Stevns Sommerspil af journalist Henrik Fisker i Dagbladet?

 

Så med en ny aktør på banen, hvis repertoire og afviklingsform minder uhyggeligt meget om Friluftsscenens, er der om noget brug for alle. Først til produktionen og afviklingen af vores fantastiske, velklingende, velsunget forårskoncert, dernæst til vores spændende, dramatiske, velspillede skuespil. Forårskoncerten tegner rigtig godt med et højt ambitionsniveau og engagement, så I kan godt begynde at glæde jer til lækker musik og sang i øregangene :-)

Så vær de bedste ambassadører for Friluftsscenen, så den også er hér om 2 år, om 5 år og om 10 år. Friluftsscenen er ikke bedre, end hvad vi gør den til, så lad os sammen gøre den til Danmarks bedste teaterforening :-)

 

 

D. 23. februar 2023
Sophie Jørgensen Andersen
Formand

Generalforsamling

Stevns Friluftsscene afholder ordinær generalforsamling tirsdag d. 28. februar 2023 kl. 20:30 på Den gamle Boestofteskole, Boestoftevej 55, 4673 Rødvig Stevns.

Dagsorden ifølge vedtægter. Se www.stevnsfriluftsscene.dk

Forslag, der ønskes behandlet, skal skriftligt være formanden Sophie Jørgensen Andersen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at kun medlemmer af Stevns Friluftsscene har adgang til generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen i Stevns Friluftsscene

Stevns Friluftsscene         

Ordinær generalforsamling  tirsdag den 28. februar  2023 kl. 20.30 

Sted: Gymnastikefterskolen Stevns, Biblioteket, Den gamle Boestofteskole, Boestoftevej 55, 4673 Rødvig Stevns  

 

Dagsorden 

1. Valg af stemmetællere

 

2. Valg af dirigent

 

3. Bestyrelsens beretning 

 

4. Foreningens regnskab 2022 til godkendelse

   Fastsættelse af kontingent for 2024: 

   Bestyrelsen foreslår uændret kontingent: 

   Aktive over 25 år: 350 kr. 

   Aktive under 25 år: 200 kr. 

   Støttemedlemmer: 100 kr.

 

5. Behandling af indkomne forslag.

   Forslag der ønskes behandlet skal være formanden i hænde senest   8 dage før generalforsamlingen.

   Fremtiden for Stevns Friluftsscene

 

6. Valg af bestyrelse

   På valg er:  

  • Lisbeth Dahl -  modtager genvalg for 1 år
  • Steen Traberg-Borup – modtager genvalg
  • Sophie Jørgensen Andersen – modtager genvalg
  • Ellen Traberg-Borup – modtager ikke genvalg
  • Brian Jørgensen Andersen – modtager genvalg

 

7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

   På valg er:  

  • Vakant
  • Vakant

 

8. Valg af 1 bilagskontrollant

   På valg er:

  • Hans Dalgaard – modtager ikke genvalg

 

9. Valg af suppleant for bilagskontrollanter

   På valg er:

  • Menna O. Poulsen – modtager ikke genvalg

 

10. Eventuelt

Bestyrelsens beretning v. formanden til GF d. 01/03/2022:

2021. Endnu et usædvanligt år i Stevns Friluftsscene. Dog forskånet for aflysninger, men derfra og så til at sige det var et ”normalt” år, er vist at presse citronen for meget. For 1. gang i Friluftsscenens historie blev årets sommerforestilling nemlig ikke spillet udendørs på Efterskolens Amfiscene, og ej heller omkring Sankt Hans. I stedet blev sommerforestillingen rykket til september, og ovenikøbet til indendørs lokationer! Ja, så måske vi skal genoverveje Friluftsscenens navn? ;-) Nej, spøg til side, for det medførte uvægerligt nye udfordringer og problemstillinger, nogle nemmere at bakse med end andre… Især glansnummeret fra Harmoniens side trak tænder ud og gør, at undertegnede har svært ved at se et fremtidigt samarbejde mellem Friluftsscenen og Harmonien som spillested. Det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over, da jeg selv har været med til at oparbejde og vedligeholde dette samarbejde, men det er noget nær umuligt og utrolig drænende, og ikke mindst ødelæggende, at arbejde sammen med mennesker, som ikke overholder deres aftaler. Og ja, man kan diskutere, om det er korrekt at nævne dette i en beretning, men jeg vil simpelthen ikke have, at der går medlemmer rundt og tror, at tingene forholdt sig anderledes. Det var ikke Friluftsscenen, som opførte sig dårligt, men nogle andre i ligningen.

 

Uha, så er der ligesom prikket hul på bylden, hvorfor det er vigtigt for mig at sige, at alt det sagte står for min regning. Beretningen hedder godt nok ”bestyrelsens beretning”, men det er undertegnedes ord og tanker, og ikke nødvendigvis samtlige bestyrelsesmedlemmers, hvorfor de ikke kan eller skal stå på mål. Vi har tidligere drøftet denne problemstilling i bestyrelsen, for så vidt jeg ved, har beretningen aldrig været godkendt af bestyrelsen inden aflæggelsen, hvorfor det i teorien kan være yderst interessant at sidde som bestyrelsesmedlem til generalforsamlingen, hvis man ikke er 100 % enig i det sagte. Så enten skal bestyrelsen forhåndsgodkende, eller som minimum have kendskab til beretningen og dens indhold, eller også skal beretningen helt omdøbes til formandens beretning. Blot nogle tanker til efterretning og måske handling?

 

Til gengæld bevirkede udfordringerne omkring spillested, at der opstod en endnu større kampgejst og en nu-skal-vi-satme-vise-dem-attitude. Holdånden blev endnu stærkere, og der blev knoklet igennem 24/7 fra alle sider for at nå i mål. Og vi kom i mål. Og det med en fantastisk flot, yderst velklingende, yderst velspillet, yderst velgennemført og helt igennem fantastisk musical. Så øv, hvor er jeg virkelig og oprigtig ked af, at ikke flere publikummer fik denne fantastiske musicaloplevelse med Stevns Friluftsscene :-(

Og jeg ved snart ikke, hvad vi mere skal gøre for at få (flere) publikummer, og nogle gange må man måske bare indse, at interessen desværre ikke er dér. For vi ved også fra tidligere forestillinger, at mund-til-mund-metoden nu en gang er den bedste, og at den overskygger annonceringer, plakater, flyers mm., uanset hvor gode, talrige og allestedsnærværende disse er. Så igen oplevede vi, at interessen blomstrede i fuldt flor, men altså da forestillingen var afviklet, og flere efterspurgte faktisk ”Spotlight” som juleforestilling på Harmonien. Men uha, dette var af mange grunde ikke en mulighed, og i stedet blev årets juleforestilling udelukkende opført for Boestofte Pensionistforening til deres årlige julearrangement. Til stor glæde for dem og de medvirkende. Især var Pensionistforeningen rigtig glade for at måtte synge med på mange af sangene, ligesom de medvirkende vist trængte til en mindre produktion med færre krav til multitasking på scenen ;-)

En lille trøst er dog, at vi langt fra var de eneste, som kæmpede med at skaffe publikum. Nærmest alle kulturinstitutioner m.fl. har oplevet store udfordringer med at kapre publikum, da de atter måtte slå dørene op. Så det var jo fantastisk, da kulturlivet åbnede op igen, og man atter kunne drage i teateret, til koncert, i biografen, på museum mm., men måske ikke det smarteste, når alle nærmest åbnede på én gang, og dermed skulle konkurrere om det samme publikum. For med mange tilbud følger også en naturlig mæthed.

 

Derudover er der også sket et og andet med danskernes mentalitet og deres forhold til deres hjem, sofa, smartphone/IPhone, computer/bærbare og fjernsyn efter Corona. Det er som om, det er blevet sværere at begive sig uden for sin dør til eksempelvis kulturelle arrangementer, men især til frivillige aktiviteter. Jeg ved ikke, om det er fordi, at folk har fundet ud af, at de godt kan klare sig uden disse, og/eller at det måske har været rart ikke at skulle bruge tid og penge på disse. Åh, sofaen er jo så varm og dejlig og nærmest kryber rundt om én, og mit spil/min serie/min film/min bog/you name it på min private platform er jo rigelig underholdning, så hvorfor opsøge det uden for hjemmets fire vægge? Det er jo heller ikke for sjov, at en hundetræner en gang ytrede, at skærmen er hundens allerværste fjende! Bare en lille sidebemærkning.

Nå, men jeg hører i hvert fald fra rigtig mange frivillige foreninger, at de har mere end svært ved at skaffe frivillige, og at nogle eller måske flere af de tidligere frivillige er forsvundet under Corona. Heldigvis har vi ikke oplevet en decideret medlemsflugt i Friluftsscenen som følge af Corona, til gengæld har vi haft rigtig svært ved at tiltrække nye medlemmer til årets sommerproduktion. De få nye, som dukkede op til audition, er sprunget fra igen, hvorfor størstedelen af skuespillerne er hentet ind, bl.a. via Lasses store netværk. Faktisk er der kun én skuespiller med fra det originale cast i 2020/2021, alle andre er nye. Og aldrig har et sommerhold været så lille, pt. er vi faktisk ikke mere end 11-12 skuespillere! Så der er mange nye ansigter på rollelisten, og der er ingen tvivl om, at der skal gøres en ekstra indsats for at sammenryste holdet og senere hen holde på alle de dejlige, nye mennesker :-) For der er brug for hver og en, ikke kun til ”Frk. Nitouche”, men også til fremtidige produktioner.

 

Derfor kan det heller ikke undgå at irritere, og også til en vis grad provokere mig, at Amatørscenen lige præcis i år vælger at opføre en musical med premiere ultimo marts 2022 og med fast prøvedag om tirsdagen. Havde de nu fulgt lidt med, ville de også vide, at Friluftsscenen altid har haft fast prøvedag samme dag, hvorfor det da er temmelig dumt. I det mindste så har de dog ikke lagt spilletidspunktet i juni! Men hvorfor konkurrere om de samme skuespillere? Større er Stevns trods alt heller ikke. Og på mig virker det lige så dumt som stuntet med de to revyer i Rødvig sidste sommer, hvilket jo også har bevirket, at den ene rykker til Køge denne sommer. Især fordi vi i Friluftsscenen i flere år har talt om ikke at lægge vores juleforestillinger i samme weekend som Amatørscenens, og at vi ikke vil udbyde det samme som dem, dvs. børneforestillinger, børneworkshops og børnekurser. Netop for at undgå konkurrence om potentielt samme publikum og medvirkende. Ligesom vi i flere år har forsøgt at undgå interessekonflikt med børne- og ungekoret ”Kvidr”, der også øver om tirsdagen. Så hvad nu? Skal vi fortsat være de voksne, tage hensyn og opføre os pænt? Jeg har ikke det endegyldige svar, men det får da lige en til at stoppe op og tænke: ”Hov, hvad skete der lige dér?” 

 

Som den årvågne Stevnsbo unægtelig har hørt, går Carlo på pension d. 1. august 2022. Gymnastikefterskolen er i gang med at finde hans afløser, og det bliver spændende at se, hvem det bliver, og om vedkommende også vil Friluftsscenen det godt. Personligt har jeg nydt at arbejde sammen med Carlo, og i modsætning til mange andre samarbejdspartnere har telefonsamtalerne med ham altid været korte. Aldrig mere end et par minutter, men jeg har alligevel aldrig været i tvivl om, hvad han mente, selvom jeg i starten troede, han måske var sur. Men Carlo er som regel kun sur, hvis der er en god grund, og smiley’er i mails praktiserer han sørme også ;-) Så nu må vi se, hvem afløseren bliver, for selvfølgelig får det betydning for Friluftsscenen, og jeg skal nok gøre mit for et godt, givtigt, konstruktivt samarbejde.

 

Så inden nogle af jer sidder og bliver nervøse, kan jeg fortælle, at leje- og brugsaftalen med Gymnastikefterskolen er forlænget. Og med hele 10 år fra d. 1. januar 2023 til d. 31. december 2032, netop fordi vi ikke ved, hvad Carlos afløser ønsker og vil. Så ingen grund til panik på den front :-)

Derudover har vi i bestyrelsen et mere eller mindre hemmeligt ønske om fremadrettet at anvende Boestofteskolens gamle gymnastiksal til indendørs forestillinger, selvom Carlo ifm. ”Spotlight” mente, det var en éngangsting. Men lad os nu se… For det har helt sikkert sine fordele, at alt vores udstyr allerede befinder sig på adressen eller blot på den anden side af vejen. Men det vil helt sikkert kræve en masse arbejde med at få skabt et rum egnet til forestillinger af forskellig art, ligesom der vil være udfordringer ift. bespisning, når spillestedet ikke naturligt ligger ifm. en restaurant.

 

Beretningen nærmer sig så småt sin afslutning, hvorfor jeg til sidst vil dele en fantastisk nyhed med jer. Friluftsscenen er blevet booket af Køge Miniby til at opføre en helaftensforestilling af ”Frk. Nitouche” d. 6. juli 2022. Det er en fantastisk mulighed, som ikke kun skaber synlighed omkring Friluftsscenen og Minibyen, men som også fanger andre end vores normale publikummer, og som giver spændende kontakter og muligheder fremadrettet. Afhængig af hvordan det går, taler Minibyen nemlig allerede nu om at gentage succesen næste år og/eller måske med en anden forestilling/et andet setup på et andet tidspunkt :-)

Så i samme ombæring er det bestemt værd at nævne, at vi med ”Spotlight” ligeledes optrådte udenbys, nemlig til DATS Teaterfestival 2021 den sidste weekend i oktober. Da alle skuespillerne ikke kunne medvirke, optrådte vi med en modificeret udgave af musicalen, men stadig med historien og karaktererne intakte. Vi havde æren af at åbne festivalen som aftenforestillingen fredag, og det var en stor, dejlig og minderig oplevelse, som vi håber kan gentages en anden god gang :-)

 

Så nu til noget helt andet:

I bestyrelsen har vi mulighed for at udpege æresmedlemmer af Stevns Friluftsscene, hvilket vi rigtig gerne vil gøre i år. Denne gang tilfalder æren en mand, der i årtier har haft Friluftsscenen som sit livsprojekt og sit lille hjertebarn. En mand, der har dedikeret timer, uger, måneder og sågar år på regnskaber, budgetter, bankkonti, pressemeddelelser, fondsansøgninger, plakater, journalister, roller som ”Kejser Frantz Joseph” og ”Pastor Blicher”, teaterforlag, kommaer, forestillingstitler, kontingentopkrævninger, medlemsregistrering, tilskudsansøgninger, gebyrer og meget, meget mere. Og som har kunnet ligge søvnløs, når tingene ikke har flasket sig, især fordi han grundlæggende bare vil Friluftsscenen og dens berørte medlemmer, samarbejdspartnere m.fl. det rigtig godt. En mand, som i allerhøjeste grad, og til punkt og prikke med knivskarp præcision og punktlighed har udført rigtig mange af de usynlige opgaver, så Friluftsscenen overhovedet kunne eksistere. I manges øjne måske lidt kedelige og tunge opgaver, men ikke desto mindre meget nødvendige og eksistensberettigende opgaver. Samt en mand, som sammen med Anna hjalp mig med at finde mig til rette som formand. Og en mand, som samtidig ikke har krævet noget til gengæld, andet end hyggeligt samvær og et dejligt teaterfællesskab. Så hvis I ikke allerede har gættet det - kære dejlige, skønne Ebert, det er dig :-) Giv Ebert en kæmpe hånd.

 

 

Sophie Jørgensen Andersen d. 27. februar 2022