NU HAR DU MULIGHED FOR AT KOMME MED TIL ”SOMMER I TYROL”

Til sommer 2017 skal Stevns Friluftsscene spille musicalen ”Sommer i Tyrol”, den gode, gamle klassiker om livets gang og store spørgsmål på ”Den Hvide Hest”. Musicalen er fyldt med dejlige, kendte sange som "I sommersol ved Den Hvide Hest", "Man kan vel ikke gøre for at man har charme", "Livet er nu engang så", m.fl.

Instruktør bliver Jens Damsager Hansen, der er ny på Friluftsscenen, og som er hyret specielt til opgaven. Jens har mange års erfaring som instruktør, og Friluftsscenen glæder sig meget til samarbejdet.

Vil DU være med, hvad enten det er på eller bag scenen, så har du chancen nu. Lørdag d. 26. november 2016 fra kl. 10-16 afholder Friluftsscenen en workshop for ALLE interesserede. Workshoppen vil foregå på den gamle Boestofteskole, Boestoftevej 55, 4673 Rødvig Stevns (nærmere info omkring lokale(r) følger efter tilmelding). Workshoppen giver Jens mulighed for at lære de medvirkende at kende mhp. at kunne besætte forestillingens roller bedst muligt. Tilmelding er derfor nødvendig på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., men det er også muligt at møde op uden tilmelding. Har du ikke mulighed for at deltage denne dag og gerne vil være med, kan du kontakte Jens på ovenstående mail.

Workshoppen vil bl.a. bestå af forskellige teaterlege, teaterøvelser, improvisationsøvelser, tekstarbejde mm. Du skal ikke have forberedt noget hjemmefra, men blot møde op i tøj og sko, der er behageligt at bevæge sig i, med højt humør og lyst til at give den gas i trygge og afslappede rammer.

Workshoppen er for ALLE, også dem, der ikke ønsker at stå på scenen, og som har andre talenter, f.eks. i form af fantastiske syhænder, malerhænder eller noget helt tredje, der kan bruges i produktionen og afviklingen af sommerforestillingen 2017. Dog er det vigtigt, at du deltager i workshoppen, hvis du ønsker at medvirke som skuespiller.

Prøverne starter op i januar 2017 med fast øvedag hver tirsdag fra kl. 19-22 samt udvalgte lørdage og søndage.

”Sommer i Tyrol” vil spille i perioden d. 24. juni 2017 – 1. juli 2017 i Amfiteatret i Gymnastikefterskolen Stevns’ haveanlæg, Boestoftevej 58, 4660 Store Heddinge.

 

VI GLÆDER OS TIL AT SE JER ALLE.